Henneken har en forkærlighed for ibenholt, som både gribebræt, slagplade, strengeholder, stol, sadel og stole-indlæg er udført i, og han er en virkelig dygtig, specielt strengeholderne er meget smukke. Det giver et virkelig flot sort og hvid effekt når dækket er af solid natur gran, til gengæld synes jeg at hans sunburst farver er alt for skrigende. Det er lidt usædvanligt med ibenholt sadel, men jeg kan godt lide, at forskellen pa en løs og en nedtrykt streng bliver mindre udtalt end hvis man bruger elfenben eller messing. I det hele taget er guitarerne meget egale. Henneken Karelia jazz Guitar pris 2.000,- Euro Ca.. 14.000,- incl. moms i EU.

Den ene guitar er en helt traditionel arch-top jazzguitar i stil med Gibson Johnny Smith, en tyk men ikke særligt stor krop. Der har bestemt ikke fundet meget produkt udvikling sted pa denne type guitar siden 1940, men dækket og bunden forekommer mig at vare en smule mere hvælvet end man for det meste ser det.

Denne guitar har et problem som man ofte ser på jazz-guitarer den er ikke er bygget til den lave action de fleste spiller med nu om stunder, hvilket betyder at strenge-holderen næsten kommer til at ligge på dækket, og at der ikke kommer optimalt tryk på stolen, og dermed lyd ned i kassen. lbanez Pat Metheny model er et eksempel på en guitar der tager højde for det.
En anden lille detalje er, at det er svært at styre volumen knappen, uden at dreje på tonen samtidigt, da de sidder meget tæt. Der var også en del brum selv om den bruger humbucker pick-ups, men det er sikkert et spørgsmal om afskærmning af pots.

Alt i alt er det dog en rigtig god guitar med en typisk tør, hurtig, træagtig, mørk og lidt George Benson agtig lyd. Jeg mener at man får meget mere for pengene med denne guitar, end hvis man investerer i en ny Gibson, og da den er håndbygget kan man sikkert få individuelle ønsker opfyldt.

Den anden er en meget speciel guitar, nærmest en mellenting mellem en klassisk og en jazzguitar. Den har hvælvet dæk, jazzguitar strenge holder, floating stol og f-huller, men hovede og stemmeskruer og sammenhangende stole-indlæg som på en klassisk. Halsen er også en blanding af en klassisk firkantet, og en smal, buet jazz guitar hals.

Det første der slog mig var den lave vægt, der altid har stået som et kvalitetstegn på en god akustisk guitar, det skyldes at bracingen er lavet til det mindre træk fra klassiske strenge. Den var udstyret med nogle meget specielle strenge fra Thomastik (http://www.thomastik-infeld.net/guitars/index.html ), der hedder Classic S series rope core, som er lavet af en blød stål kerne omspundet med flat-wound sølv på de tre nederste og nylon omspundne på de tre øverste, jeg synes det giver en meget egal lyd og fornemmelse at alle strengene er spundne - helt klart noget jeg vil eksperimentere med på mine egne guitarer. 

Henneken betegner selv guitaren som en Bossa-jazz guitar, hvilket jeg ikke rigtig kan høre, for mig er bossa-nova lig med lyden af en nylon flat-top. Den kommer faktisk tættere på de Maccaferri guitarer man forbinder med Django Reinhardt, med sin volumen og let nasale lyd med masser af smæk på anslaget.

Den er udstyret med en Fishman sadel pick-up som man kender fra klassiske og western guitarer, og her er vi tilbage ved det evindelige problem med at forstærke en rigtig god akustisk guitar: det er simpelthen for levende et instrument til at kunne spille på en lydstyrke, der kan hamle op med en almindelig trommeslagers volumen. 

Og nu hvor vi er ved elektronikken - jackstikket i enden af guitaren havde en løs forbindelse, der sender nogle ordentlige brag ud af forstærkeren (jeg var så uforsigtig at afprøve den på et job), det bør ikke forekomme pa en ny guitar i denne prisklasse.

lngen tvivl om at det er en utroligt spændende og lækker guitar, der dog har kræver at man er indstillet på at bruge lang tid på at finde det det helt rigtige gear.

Jeg har indtryk af at der er rigtig mange dygtige guitar byggere rundt omkring i verden i dag, og Henneken er helt sikkert en af dem, det er bare så forbandet svært at komme til at sammenligne dem. For nylig prøvede jeg en Chris Larkin der benyttede stemmestok ligesom strygere (det har altid undret mig at man ikke har eksperimenteret med det), den var også vældig interessant.